Ting jeg savner

Her til morgen er nogle af mine kolleger fra tiden i Kommissionen gået i rundhyl over den her bagerforretning i Uccle (den dyreste kommune i Bruxelles) og deres enorme udvalg af éclairs. Éclairen er en aflang vandbakkelse fyldt med creme eller flødeskum eller mousse, og her fås de altså både i salte og søde udgaver.

Jeg er ikke nødvendigvis den store sukkertrold, men at vide at jeg ikke har så let adgang til den slags madorgier giver mig en ubændig trang til at bringe hele verden ind i mit eget køkken. Nu. Også selvom ungerne sikkert rynker på næsen.

Randers forekommer mig ikke just som det mest multi-kulti-agtige sted at bo, og en hurtig Google-søgning bekræftede også min mistanke: der var kun 5,4% udlændinge i Randers Kommune i 2009. Så chancen for at finde en butik med en ordentlig mango chutney og et hæderligt udvalg af spidskommenfrø og sort kardemomme til min garam masala er forsvindende lille. Så fandt jeg www.netmarked.net som har alt det jeg mangler – men de leverer så ikke i det mørke Jylland. Suk.

Jeg tror jeg må en tur i Bazar Vest i Aarhus snart.

På den anden side er jeg blevet 2 kg lettere siden jeg forlod Bruxelles, så måske er det ikke helt skidt alligevel?

Nam nam… alverdens éclairs

2 thoughts on “Ting jeg savner

  1. Du er altid velkommen i Aarhus. Jeg kender alle de gode grønthandlere 😉 Og Bazar Vest har alt, hvad du skal bruge 🙂 Jeg savner mere fritterne fra Place Jourdain 🙂

Dine tanker/your thoughts: